Ser vi bort fra nogle af de olympisk inspirerede løft som råtræk og frivend, er squat nok den mest komplekse øvelse indenfor styrketræning.
Den primære muskelgruppe der trænes er knæstrækkerne som sider på lårets forside (Quadriceps), hasemusklerne, som sidder på lårets bagside (Biceps femoris), samt den store sædemuskel (Gluteus maximus). Jo dybere squat, des mere aktiveres Gluteus maximus, omend samtlige af benets muskulatur i høj grad stimuleres. Selvom squat derfor er kategoriseret som en benøvelse, er den i virkeligheden også kongeøvelsen inden for kropsstammetræning, da det i den grad kræver kropsstamme-styrke at stabilisere overkroppen under løftet.
Med en vægtstang liggende hen over skuldrene bøjes knæene, så man går i hugsiddende stilling. Herfra rejser man sig op igen. Det kan lyde simpelt, men rigtig mange faktorer er i spil:
Øvelserne på de efterfølgende sider kan på ingen måde erstatte personlig rådgivning og vejledning! Udføres øvelsen forkert, kan især ryg og knæ udsættes for voldsom overbelastning.
Fordi gevinsterne ved denne øvelse er så massive. Hjernen skal koordinere stort set samtlige muskler i kroppen for at stabilisere sig til at kunne udføre øvelsen korrekt. Det betyder, at rigtig mange muskelgrupper aktiveres via den intermuskulære koordination og dermed i større eller mindre omfang trænes på én gang. Samtidig er hele tre ledgrupper i spil, nemlig hofteled, knæled og ankelled. Forestil dig det kraftpotentiale, der ligger gemt i denne kæde, hvis blot hjernen lærer at koordinere de forskellige områder i én bevægelse.
I denne øvelse bruges primært den firhovede knæstrækker (Quadriceps) den store sædemuskel (Gluteus maximus), kropsstammen, og den tohovede knæbøjer (Biceps femoris).
Den viste version er highbar, hvor quadriceps aktiveres mere. Ved lowbar er stangen placeret længere nede på ryggen hvilket aktiverer hasemuskulaturen mere.