Oplev en højskoleaften, hvor vi synger, lytter til foredrag, spiser kage og snakker. Onsdag den 5. februar kl. 19:00.
Kom og vær med, når Aalborg Sportshøjskole åbner dørene for alle, der har lyst til at tage del i fællesskabet omkring god højskolekultur med fællessang kombineret med et foredrag om The Beatles, kaffe/hjemmebagt kage og god snak.
Skolens musikunderviser, Simon Sundahl Møller vil lede os igennem arrangementet, hvor han vil fortælle om alletiders mest betydningsfulde musikgruppe, The Beatles, og hvordan deres musik var banebrydende og med til at ændre populærmusikken for altid. Det hele kombineres med fællessang, hvor vi i løbet af foredraget sammen skal synge 10 ud af The Beatles mange fantastiske sange.
Programmet for aftenen er som følger:
Kl. 19.00- 20.00: Foredrag og fællessang om The Beatles
Kl. 20.00 –20.30: Kaffe og kage i spisesalen
Kl. 20.30 – 21.00: Anden del af foredraget og fortsat fællessang
Musikunderviser Simon Sundahl Møller vil lede os igennem arrangementet
SANGAFTEN TIL FORDEL FOR NYOPRETTET SPH’S ELEVFOND
Det koster 50 kr. pr. billet, og alle pengene går til en nyoprettet “SPH’s elevfond”, der skal hjælpe til, at flere unge får mulighed for at opleve et højskoleophold på Aalborg Sportshøjskole.
Arrangementet foregår på Aalborg Sportshøjskole, Annebergvej 55, 9000 Aalborg