
Ser vi bort fra nogle af de olympisk inspirerede løft som råtræk og frivend, er squat nok den mest komplekse øvelse indenfor styrketræning.
Den primære muskelgruppe der trænes er knæstrækkerne som sider på lårets forside (Quadriceps), hasemusklerne, som sidder på lårets bagside (Biceps femoris), samt den store sædemuskel (Gluteus maximus). Jo dybere squat, des mere aktiveres Gluteus maximus, omend samtlige af benets muskulatur i høj grad stimuleres. Selvom squat derfor er kategoriseret som en benøvelse, er den i virkeligheden også kongeøvelsen inden for kropsstammetræning, da det i den grad kræver kropsstamme-styrke at stabilisere overkroppen under løftet.
Beskrivelse
Med en vægtstang liggende hen over skuldrene bøjes knæene, så man går i hugsiddende stilling. Herfra rejser man sig op igen. Det kan lyde simpelt, men rigtig mange faktorer er i spil:
- Ryggens position - altid løfte med ret ryg!
- Overkroppens hældning - tilsigtet lodret overkropsposition
- Regulering af tyngdepunktet - har især betydning for knæenes position
- Knæenes position - har betydning for balancen og ikke mindst den kraft, der kan udvikles, når belastningen skal accelereres opad.
Øvelserne på de efterfølgende sider kan på ingen måde erstatte personlig rådgivning og vejledning! Udføres øvelsen forkert, kan især ryg og knæ udsættes for voldsom overbelastning.






