
Ingredienser
til 1 person
- 150 g fuldkorns spaghetti
- 1 æg
- ½ dl fløde – fx madlavningsfløde
- ½-1 dl mælk
- ½ dl fintrevet parmesan, fra helt stykke (ca. 35 g)
- ½-1 tsk. salt
- Masser af friskkværnet peber
- 4 skiver kalkunbacon
- 150 g skinke/hamburgerryg
- 1 dl ærter, frost
- 2 gulerødder og ½ peberfrugt i stave
Ekstra parmesan til servering
Fremgangsmåde
Kog spaghettien i let saltet vand efter anvisning på pakken. Pisk æg med fløde og mælk. Tilsæt parmesan, salt og peber og pisk igen. Stil til side. Skær bacon i mindre stykker og rist dem på en varm pande, evt. i lidt olie, til det er sprødt og gyldent.Læg den færdigstegte bacon til afdrypning på køkkenrulle. Skær skinken i strimler eller tern og vend med den ristede bacon.
Dræn den kogte spaghetti, og hæld tilbage i gryden. Hæld ægge-blandingen samt ærter, skinke og bacon ned til spaghettien. Sæt gryden tilbage på middel varme på komfuret og rør godt rundt mens du varmer hele retten igennem. Æggene vil stivne lidt, så giv endelig ikke retten for meget varme. Ca. 5 minutter under omrøring, til den stadig er cremet men let stivnet.
Smag til med salt og peber og server straks med ekstra revet parmesan, gulerødder og peberfrugt i stave.
Energi: 4950 kJ/1179 kcal
Protein: 27 E % (80 g)
Fedt: 28 E % (38 g)
Kulhydrat: 45 E % (120g)